27/05/2025 0 Kommentarer
Pinsesus ved Vallensbæk Gadekær
Pinsesus ved Vallensbæk Gadekær

Ved Vallensbæk Gadekær er der igen den årlige friluftsgudstjeneste, hvor alle provstiets kirker samles til salmesang, musik og prædiken under himlens blå.
I år markeres 1700 året for Den Nikænske Trosbekendelse, som i sin ordlyd er at læse bagerst i Den Danske Salmebog.
På et stort kirkemøde i Nikæa (i dag hedder byen Iznik på tyrkisk) samledes i år 325 mere end 250 biskopper fra kristenheden, for at formulere den sande tro i en kort formel, som kunne anvendes i gudstjenesten og til dåben.
Folkekirkens bekendelsesskrifter indeholder hele tre trosbekendelser. Nikæa, som de fleste kirker kan enes om, står i salmebogen i en revidereret form fra år 381, men den benyttes stort set ikke længere i gudstjenesten – og får man lov til at bruge den - så skal den indledes med forsagelsen, for en sådan har den ikke.
Den mest brugte bekendelse i Danmark er den Apostolske Trosbekendelse, som fra tidlig middelalder vandt indpas som fast led i dåbsritualet i stedet for Den Nikænske.
Jubilæet flettes ind i pinsesuset, som ledes på skift mellem præsterne i Glostrup Provsti.
Vores organister, præster og kirkekor deltager igen i år. Har du behov for kørsel, så ring gerne til Marianne Kirstensen og hør om der er plads i bilen.
Vi håber at se mange af jer!
Kommentarer